Prøv Tasks Pro gratis i 30 dage. Intet betalingskort nødvendigt, ingen forpligtelser.

Velkommen til Tasks

1. januar 2009

2009 har meldt sin ankomst, og det gør denne blog nu også.

Og hermed første indlæg, som i sagens natur nok kommer til at bære præg af at være, well, første indlæg. Lad mig benytte lejligheden til at introducere henholdsvis forfatteren samt det faktiske produkt som denne blog kommer til at omhandle; Tasks.

Jeg er en 30-årig freelance webudvikler (eller programmør, systemudvikler, hvad man nu foretrækker at kalde det), og har været selvstændig siden 1997. I 2000, kort efter færdiggjort uddannelse, fik jeg job i Internet-industrien. De næste 6 år bragte mig rundt omkring i branchen, og gav mig mulighed for at arbejde med en lang række virksomheder med spændende webprojekter. I efteråret 2006 sagde jeg imidlertid farvel til den trygge tilværelse som lønmodtager og tog springet. Jeg opgraderede simpelthen mit firma fra at være en fritidstjans til at være min fuldtidsbeskæftigelse. Det var i sin tid en forholdsvis stor omvæltning, men nu står jeg overfor én der om muligt er endnu større.

I år lancerer jeg nemlig en webapplikation, som på sigt forhåbentlig bliver en rentabel forretning. Det er første gang jeg på egen hånd både skal designe, udvikle, sælge, markedsføre og supportere et decideret produkt, hvor jeg tidligere sædvanligvis kun har beskæftiget mig med (teknisk) design og udvikling.

Produktet udviklede jeg i 2006 som et hjælpeværktøj til mig selv. Det er i bund og grund et opgavestyringsværktøj med de kun absolut mest nødvendige features. Alligevel har dette værktøj gennem årene sparet mig for utallige administrative timer, som jeg ellers ville have brugt på at drøne frem og tilbage i mit mailprogram og alverdens notater i form af post-it sedler, to-do lister og lign. Det er et oplagt værktøj for den gruppe jeg kalder “mindworkers” – dvs. folk der arbejder med ting som grafisk design, udvikling, tekstforfatning og lign. Men mange, der arbejder time- og/eller projektorienteret vil kunne bruge Tasks.

Der er 3 nøglefunktioner:

  1. Minimer administrativ tid.
  2. Maksimer fakturerbar tid.
  3. Få overblik over opgaver, korrespondance, historik og forbrugt tid på ét samlet sted.