Prøv Tasks Pro gratis i 30 dage. Intet betalingskort nødvendigt, ingen forpligtelser.

Tasks kontra Basecamp

7. januar 2009

Tasks har fået sin første eksterne bemærkning med på vejen ovre på overskrift.dks blog. I indlægget stikkes der lidt til om der nu også er behov for endnu en tjeneste af denne slags. Det er fuldt forståeligt, og det vil jeg gerne svare på.

Det er bestemt ingen hemmelighed at man kan finde talrige applikationer derude, som tilbyder de features som Tasks kommer til at indeholde. Opgavestyring og tidsregistrering er trods alt ikke noget nyt. Blandt dem er den mest kendte og udbredte uden tvivl Basecamp, som jeg er sikker på at alle i webverdenen har hørt omtalt på et eller andet tidspunkt.

Projektstyring vs opgavestyring

Basecamp er i langt højere grad et værktøj til projektstyring. Det har mange features der understøtter dette, bl.a. to-do lister, milestones, beskedsystem, fildeling, chat m.v. Så det er muligt at man siger at Basecamp er simpelt, men efterhånden er det faktisk blevet et system med temmelig mange features. Tasks har faktisk ingen af disse funktioner. Fokus ligger helt klart på opgavestyring og registrering af tid, og formålet med at bruge Tasks er at blive mere effektiv for selvstændige som ikke har brug for alt muligt ekstra.

Tasks er udviklet til det danske marked

Derudover giver Tasks yderligere fordele i forhold til danske selvstændige. Integrationen til e-conomic ser jeg som et stort aktiv, som mange forhåbentlig vil få glæde af (der er over 15.000 danske virksomheder der bruger e-conomic). Faktureringsfunktionen bliver et kapitel for sig, som jeg ikke kan sige så meget om endnu, men det bliver bestemt også interessant. Og så er det hele jo på dansk, som nogle af brugernes kunder nok vil være glade for.

Alt i alt kan jeg sige at Tasks ikke bliver en Basecamp-klon.. eller en klon af noget andet for den sags skyld. Men jeg forstår selvfølgelig den naturlige skepsis der opstår når noget nyt melder sin ankomst, som ved første øjekast måske ligner noget der allerede findes. Derfor vil jeg igen opfordre folk til at tilmelde sig allerede nu, så man selv kan få syn for sagen når launchen nærmer sig. Nu da Tasks er åbnet, er der rig mulighed for at afprøve systemet gratis. Gå til tilmelding.