Kvikregistrering – hurtig timeregistrering
Mens vi venter på den næste store systemopdatering, er der lige blevet plads til en lille fiks feature som flere har efterspurgt.
Timeregistreringen i Tasks lægger op til at man starter registreringen når man påbegynder en opgave, og stopper den igen når man er færdig. Men nogle gange er der også behov for hurtigt at lave en registrering af en given varighed. Det har man altid kunnet ved at starte opgaven, stoppe den med det samme, og manuelt ændre start/stoptidspunkt – men det kan blive lidt omstændigt hvis man gør det tit.
Det er dog lige blevet lidt nemmere. Når man står på opgavevisningen, kan man nu vælge at lave en såkaldt kvikregistrering:
Herved får man mulighed for selv at indtaste et tidsforbrug i stedet for at bruge start/stop-mekanismen. Sluttidspunktet sættes automatisk til det aktuelle tidspunkt, og starttidspunktet sættes tilsvarende tilbage – så hvis du laver en kvikregistrering på 2 timer kl. 17:34, vil starttidspunktet blive sat til 15:34.
Nemt og bekvemt, ikke?