Prøv Tasks Pro gratis i 30 dage. Intet betalingskort nødvendigt, ingen forpligtelser.

Idékassen er nu åben

18. juli 2012

I dag er Tasks blevet opdateret til version 3.07, og den opdatering bringer et lille eksperiment med sig.

Først lidt baggrundsviden

Når vi udvikler Tasks, sker det på baggrund af to-tre ting:

  1. Når vi konstaterer helt åbenlyse mangler, som vil gøre produktet bedre for størsteparten af brugerne.
  2. Gennem analyse af brugsmønstre blandt brugerne.
  3. Via feedback og forslag fra brugerne.

Sidstnævnte har altid været en væsentlig faktor til den fortsatte udvikling. Gennem tiden har rigtig mange nye tiltag set dagens lys fordi en bruger har været så venlig at foreslå det.

Dermed ikke sagt at vi siger ja til alt. Hvis vi gjorde det, ville Tasks i dag være et ligeså rodet og uoverskueligt system som de fleste af vores konkurrenter er det. Men vores filosofi har altid været at systemet skal holdes så enkelt og overskueligt som muligt, og alle funktioner skal være så nemme at bruge at de mere eller mindre forklarer sig selv (det er bl.a. derfor vi ikke har nogen egentlig brugermanual).

Derfor overvejer vi alle forslag meget nøje. En given ny funktion eller ændring/forbedring af eksisterende skal medbringe fordele for langt de fleste brugere. Det er ikke nok at en eller to brugere kan bruge det. Af samme årsag må vi relativt ofte sige nej til meget specifikke forslag som reelt kun opfylder en enkelt brugers særlige behov. Men forslag der kommer mange til gode, er vi som regel meget positive overfor.

Og nu til det egentlige eksperiment

Vi vil gerne have endnu mere feedback fra jer. Og selvom det jo ikke kræver alverden lige at skrive en mail til os, har vi nu gjort det endnu nemmere. Vi lancerer nu Idékassen.

Idékassen er en funktion i systemet, som gør det muligt at oprette en idé hurtigt og nemt. Når idéen er blevet godkendt af vores manuelle gennemsyn (vi tjekker for dubletter og lign), bliver den gjort synlig for alle andre brugere, som så kan give deres mening om idéen til kende. Det gør man ved enten at give idéen en tommelfinger op eller ned. På den måde håber vi at få endnu mere input og vi håber også at stemme-funktionen vil synliggøre hvilke idéer der er mest stemning for (og hvilke der ikke er værd at realisere).

Det er et eksperiment fordi det er første gang vi bringer noget brugercommunity-agtigt ind i systemet. Vi aner ikke hvordan stemningen er for den slags blandt vores brugere – om det overhovedet vil blive brugt. Men nu er den her, så det vil tiden vise. Vi håber i hvert fald I tager godt imod dette tilbud om at komme med jeres idéer.

Idékassen er tilgængelig fra forsiden når du er logget ind. Kig i højre side, lige over nyhederne.

Skriv din kommentar